Lad os give det agile et realitetstjek

Væk med skønmalerierne. Lad os i stedet plante fødderne solidt i den virkelige virkelighed

Lad mig starte med at stille dig et spørgsmål. Har du nogensinde hørt nogen sige: ”nej, i vores virksomhed er vi bestemt ikke særlig agile, og vi har heller ikke nogen ambitioner om at blive det.”. Nej vel?

De fleste er allerede godt i gang med at arbejde agilt, og mange ser på, hvordan de kan komme med op på den agile vogn. Det agile er i den grad oppe i tiden.

Der kan være mange gode grunde til at folk vil være mere agile. Her får du et par stykker af dem jeg næsten altid støder på, når jeg er ude som rådgiver og coach:

  1. Man ved ikke rigtigt, hvad folk går og laver. Man kan godt se i sit store Excel-ressourceark, hvor folk burde være, men virkeligheden udspiller sig tit anderledes, og man ved ikke rigtigt hvorfor. Derfor vil man gerne have mere transparens, så man kan se, hvad der foregår
  2. Man vil have mere fart over feltet. D.v.s. ”hurtigere værdiskabelse”, hvad det så end er. Det er jo en af de fordele, der altid peges på, når man snakker om agile metoder/frameworks
  3.  Man vil have færre forsinkelser, mere forudsigelighed og budgetter, der holder. (Dét kan jeg godt forstå, for det er mere undtagelsen end reglen, at projekter leveres til aftalt tid og budget).
  4. Man vil have mere direkte involvering fra ”forretningen”, så man får udviklet nogle løsninger, der faktisk kan bruges. D.v.s. man vil etablere det berømte link mellem forretning og IT

De ambitioner er meget forståelige, og så vidt så godt.

Nu tager vi lige et tænkt (men hyper-realistisk) eksempel

Det er måske trukket lidt stærkt op, men…

Lad os lege, at det er vores virksomhed, der har de 4 ønsker ovenfor, og nu vil hoppe på enten Scrum- eller SAFe-vognen. Det er jo det, de fleste andre gør, så dét må jo være det rigtige, ikke? (Det er her, lemmingeeffekten kommer ind i billedet).

Man læser måske Scrum-guiden eller nogle af de mange solskinshistorier, der findes på nettet, og tænker ”dét der skal vi bare – hvor svært kan det lige være?”. Måske går man på SAFe’s hjemmeside, og tænker ”Wow, det er vel nok gennemført!” – hvad det også er. Men ofte opdager man ikke det, der står mellem linjerne.

De to frameworks (Scrum og SAFe) er i virkeligheden tomme skaller, som man selv må udfylde. De definerer en række roller, ansvarsområder og bestemte møder, man skal afholde i en bestemt sekvens. Der er også fokus på at arbejde med et ”lean-agile mindset” og iht. agile værdier, og man skal have tværfunktionelle teams. Men hvordan man lige udmønter det i praksis, melder historien intet om.

Man indser som regel, at hvis man skal have en chance for at lykkes, så skal nogen på Scrum- eller SAFe træning. Ofte sendes nogle stykker afsted, og efter få dage på skolebænken forventes det, at disse frontløbere tager implementeringsstafetten – evt. i samarbejde med nogle eksterne konsulenter. Naturligvis med fuld ledelsesopbakning. Intet mindre!

Du tænker måske, at det lyder meget fornuftigt, og det gør det umiddelbart også, men når man kradser lidt i overfladen, bliver billedet bare et andet.

Kompleksiteten bliver ikke mindre fordi man arbejder agilt

Mennesker vil gerne have lette løsninger på svære problemer, og det vil de ledere, der gerne vil have mere gennem pølsemaskinen på en mere forudsigelig måde også gerne. Sagen er bare, at den slags løsninger sjældent findes. Alting har en pris – også det at arbejde agilt.

Prisen for Scrum og SAFe er, at man ændrer sin organisation markant, og den måde, man plejede at arbejde på, forsvinder. Væk med projekter – nu skal man tænke produkter. Og projektlederne sender man på porten. (Eller også får de en af de nye roller, som jo alligevel skal udfyldes, når nu man skal køre på den nye måde.)

Nu er det bare sådan, at mange mennesker godt kan lide det job, de allerede har. De laver det, de blev ansat til og føler sig hjemme i det. De er måske oven i købet vældig gode til det, og kun de færreste har et brændende ønske om forandring. Mange stritter faktisk imod. Det gælder i særklasse også ”forretningen”, som skal stille med Product Ownere, Business Ownere m.m.

Med Scrum- eller SAFe-vejen, er der bare ingen vej udenom – organisationen skal ændres. Men det, der ser nemt ud på papir, er hundesvært i virkeligheden. Det er selvfølgelig ikke svært at lave organisationen om, men det er svært at ændre vaner og virksomhedskultur, og det er svært for de enkelte medarbejdere at finde ud af, præcis hvad de skal gøre anderledes.

Derfor får mange af de virksomheder, der er hoppet på det agile tog, ca. de resultater, de hele tiden har haft. De har godt nok indført nogle nye roller, møder og begreber, der får dem til at føle sig mere agile, men den følelse er sjældent bakket op af kolde fakta og data.

Hvis man i et stille øjeblik prøvede at se det hele lidt udefra, kunne man spørge sig selv:

  1. Hvorfor skulle en organisationsændring og nogle nye roller og titler i sig selv skabe bedre resultater, end dem man hele tiden har haft?
  2. Når man ændrer organisationen, får man så ikke bare skabt nogle andre siloer, end dem man havde i forvejen? Hvis man gør, fungerer de så bedre? Og hvordan måler man det?
  3. Hvordan skal nogle få – tit menige – medarbejdere kunne drive en stor agil forandring efter blot få dages kursus og uden at have konkret praktisk agil erfaring?
  4. Når et nyt agilt mindset er helt afgørende, hvor skal det så komme fra? Det kommer i alle tilfælde ikke af sig selv, og der er ikke bare en mindset-knap, man kan trykke på.
  5. Er man parat til at tage livtag med den kultur og de vaner – inklusive ledelsesvaner, der er i organisationen. Og er organisationen i det hele taget forandringsparat og moden nok?

Jo, jo, jo! Agile systemer virker faktisk. Nogle bedre end andre

Hvis du nu synes, at det lyder som om, at jeg (der lever af at være agil konsulent og underviser), er ved at tale agile frameworks og metoder ned, så kunne intet være mere forkert. Jeg er vild med det agile, men forsøger bare at smide noget realisme ind i den agile ligning.

Er man ikke parat til at investere store summer i at ændre organisationen og bliver det for tungt at arbejde med kulturen og veletablerede vaner, så kan man næsten lige så godt lade være at tænke Scrum, SAFe eller for den sags skyld Spotify-modellen. Disse kræver også tit en god del ekstern assistance og løbende coaching. Det kan med tiden blive temmelig dyrt.

I stedet kunne man bruge noget at sit krudt og sine penge på at få den metode, man allerede bruger, til at fungere. D.v.s. give den en ordentlig saltvandsindsprøjtning.

Eller man kunne vælge en agil vej, som ikke kræver en større omkalfatring af ens organisation, nemlig Kanban, som tager udgangspunkt i det eksisterende og skaber evolutionær forandring. En vigtig forskel er, at Kanban styrer aktiviteter, ikke mennesker, og at der er fokus på flow.

Med andre ord, hvis aktiviteterne i de forskellige teams, afdelinger m.v. flyder i en lind strøm, og der leveres værdi i ekspresfart, så kan man jo være fløjtende ligeglad med, hvilket mindset folk har, eller hvilke møder, de holder.

Det gælder med andre ord om at vælge den vej, der kan virke bedst i ens organisation, og der findes ikke en one-size-fits-all. Det er konteksten, der bør afgøre hvilken, man vælger, og vælger man rigtigt, er der kæmpe gevinster at hente! I modsat fald kan ens investering nemt være spildt.

Det, man tit glemmer

På falderebet vil jeg nævne en sidste vigtig ting. Værdiskabelsen – uanset hvad man arbejder med – sker i de agile teams. Og uanset hvilket agilt framework eller metode, man har valgt, så bruger man enten Scrum eller Kanban (eller en kombi) på team-niveau.

Det vil sige, at selvom organisationskulturen ikke kører på den helt store agile klinge, så kan man alligevel opnå markante resultater, hvis ens teams har ordentligt styr på Scrum og Kanban. Det betaler sig virkelig at sætte ind her, for det er absolut ikke intuitivt.

Hvis du vil fordybe dig i detaljerne omkring agile transformationer og metoder, så vil jeg lige nævne min seneste bog ”Agile transformationer i praksis”. Her kan du også læse om min 6-trins implementeringsmodel, som er grundigt gennemprøvet af virkeligheden. Jeg kalder som altid en spade for en spade, og tegner ingen skønmalerier.

Bogen finder du herhttps://agilagenda.com/agiletransformationeripraksis/