Agil lemming eller agil leder?

Jeg arbejdet med agile transformationer i mange år. Jeg elsker den agile tilgang, og kunne ikke drømme om at anbefale andet. Jeg bruger næsten alle mine vågne timer på at nørde agile metoder, skalering mv., så jeg kan være en kvalificeret og seriøs rådgiver for mine kunder.

Jeg ved, hvad der virker hvor, og hvorfor det virker. Jeg ved også præcis, hvornår man ikke kan få agile metoder til at fungere, og hvorfor resultaterne lader vente på sig. Det gør de desværre tit. Det er bare ikke metodens skyld.

Det sidste nogen med agile planer, har brug for, er et fundamentalistisk syn på hvilken metode ”man” bør bruge, for enhver organisation har sin egen kultur og organisatoriske opbygning og ikke mindst agile parathed.

Bl.a. disse faktorer er afgørende for, hvilken metode, der vil være bedst egnet, og om agile overhovedet kan bringes til at virke. Det ville være dejligt nemt, men der findes desværre ikke en ”one-size-fits-all” agil model. Man er nødt til at kigge på sin kontekst, og ville gøre sig selv en tjeneste ved at finde ud af, hvad der driver ens agile ambitioner og modstå fristelsen til bare at gøre det, som alle de andre gør.

Her kommer lemmingeanalogien ind i billedet. For hvis man i stedet for at sætte sig ordentligt ind i de agile sager, bare følger i fodsporene fra alle de andre, der heller ikke har sat sig grundigt ind i tingene, så risikerer man at ende med den samme halvdårlige og heldyre løsning, og med minimale, overfladiske forbedringer som resultat.

Agile som modgift til møgprojekter

Mange ser de agile metoder som den store modgift mod møgprojekter, men projekter bliver som regel møgprojekter af alle mulige andre grunde end projektmetoden. It-projekter fejler typisk pga. organisationskulturen, projektmodenheden, ledelsesstilen, politik, silotænkning og andre af disse “usynlige” ting, som gennemsyrer en virksomhed.

Det føles selvfølgelig mere behageligt at skifte metode, end at skulle se sig selv og sine kolleger i øjnene og erkende, at man har en uheldig kultur, skal gøre op med silotænkning og flaskehalse eller tage et par primadonnaer ved vingebenet og bede dem om opføre sig ordentligt.

Så man hopper på det agile tog med bind for øjnene og uden at vide, hvor det kører hen. Man disrupter sin organisation, som sidder fortumlet tilbage og ikke rigtig kan regne ud, hvad der skete, og hvad der nu forventes af den. Ofte mister man oven i købet gode medarbejdere på den konto. Det er dyrt, ærgerligt og ofte helt unødvendigt.

At arbejde agilt er et paradigmeskift. Også på ledelsesfronten!

Nogen lover dig måske guld og grønne skove, “hvis bare du følger vores vej”. Det kan lyde besnærende, men helt så nemt er det desværre ikke. Ingen metode kan fjerne kompleksiteten fra jeres it-projekter eller dæmme op for en uhensigtsmæssig kultur, manglende kompetencer eller en fraværende ledelse.

At arbejde agilt er et paradigmeskift, og succesen afhænger af jeres vilje til forandringer, kompetenceniveauet, og din egen (hvis du er leder) og dine lederkollegers vilje og parathed til at sætte jer ind i, hvad agile systemer kræver, og hvordan den gode agile leder samarbejder med sine agile teams.

Alting har en pris, og dette er prisen for at rykke i en mere agil retning. Dertil kommer, at man på alle niveauer skal begynde at gøre noget andet end man plejer. Selvfølgelig! Det er jo det, der er fidusen, hvis man vil se nye resultater.

Nu skal det ikke kun handle om, hvad man ikke skal gøre, så her får du 5 konkrete anbefalinger baseret på mine mange dyrekøbte erfaringer:

  1. Stik hovedet op over lemmingeflokken og træd i karakter som en ægte agil leder. Tag et realistisk kig på din organisation, og hvad den kan magte
  2. Sæt dig ind i, hvilket agilt system, der vil virke bedst i jeres kontekst
  3. Sæt konkrete mål for jeres agile transformation. Man kan sagtens planlægge sin transformation og måle, hvad man får ud af den
  4. Udstik synlige rammer for dine teams
  5. Puf blidt men vedholdende mod løbende forbedringer

Følger du denne 5-trins raket, så lægger du i kakkelovnen til voldsomme og langtidsholdbare forbedringer.

Nye agile arbejdsformer skal blive til nye vaner

Når du indfører en ny agil metode, skal der følge en brugsanvisning med. Alle involverede skal undervises i hvordan metoden virker, og hvordan den skal udmøntes hos jer. Folk ”regner den ikke ud”.

Agile systemer er ganske komplekse, det er IT-projekter også, så fortæl jeres teams, ledere, interessenter m.fl., hvad de konkret skal gøre anderledes i morgen ift. det, de gør i dag. Gør metoden operationel og afstem forventningerne hele vejen rundt.

SÅ skal I øve jer, og øvelse gør med tiden mester. Vær pragmatiske, tålmodige og vedholdende, så kommer de positive resultater som perler på en snor.

Vil du have flere agile goodies, så velkommen til mit nyhedsbrev her: www.agilagenda.com